»Barosso kommer og kidnapper os, når du udgiver dette her«

 

Jeg går hele vejen for min historie. For jeg er ikke tilfreds, før artiklen danner et fuldt billede af den virkelighed, jeg vil fortælle.

 

Derfor sad jeg i slutningen af juni 2013 uden for en skurvogn i Zagreb. Manuel Barroso kom aldrig og kidnappede os, sådan som Kresimir Zelić fra den EU-kritiske NGO Peron 8 advarede om. Men han har muligvis ligget på lur lige bag skurvognen. For jeg var stukket af fra Europa-Kommissionens pakkerejse. De seneste dage havde jeg fået serveret kilder i jakkesæt med blå EU-knappenåle, som kunne fortælle om den fremtid, der ventede, når Kroatien den 1. juli blev det 28. EU-medlem. Men skriblerierne på min blok dannede endnu ikke den historie, jeg gerne ville fortælle: Hvad EU's åbne græsgange ville betyde for Kroatiens unge. For jeg manglede at snakke med almindelige kroatiske unge og kritiske røster. Derfor stak jeg blokken i lommen og løb ud af konferencecentrets automatiske skydedøre.

 

For kilderne er farverne i den historie, jeg afbilder.

 

Jeg leder efter de interviewpersoner, der mangler på palletten, og jeg finder informationer, der kan få farverne til at træde endnu skarpere frem på billedet.

 

Mine fingre flyver over tastaturet, mens kilderne fortæller i den anden ende af røret, og jeg trykker caps lock, når de siger det knivskarpt. For jeg ved, at de tydeligste formuleringer kan indkapsle alt på én gang.

 

Derfor blev jeg ved, til jeg fandt en case, der kunne vise, hvorfor det er en integrationssucces at sende ikke-vestlige indvandrere på efterskoler. Og derfor havde min research været i alle afkroge, da jeg interviewede Zenia Stampe (R) om regeringens svar på Bashar al-Assads giftgasangreb mod den syriske befolkning.

 

Jeg finder kommunale arbejdsløshedstal, når jeg skriver om Danmarks udkant, og jeg vender og drejer tal fra Danmarks Statistik, når jeg leder efter en historie. Excel er min bedste ven, når jeg prøver at forstå, hvordan verden ser ud.

 

For jeg vil vide, hvilke snore der binder verden sammen, og hvem der har bundet dem.

 

Jeg sætter ikke mit vækkeur til kl. 7, men til 6.55, så jeg kan nå i tøjet inden Radioavisen. For hver dag ændrer verden sig en lille smule. Gamle knuder løsnes og nye bindes. De udviklinger følger jeg nysgerrigt hver eneste dag.

 

Jeg er fascineret af politik. Derfor har jeg haft kontor på Christiansborg som praktikant for Socialdemokraternes Simon Kollerup. Jeg skrev hans debatindlæg til MetroXpress om fremdriftsreformen, og jeg skrev for regeringens tre kommunalordførere til Politiken, at de unge vælgere skulle lette bagdelen fra sofaen.

 

Men jeg vil ikke formulere politiske meninger. Jeg vil dissekere dem. Vise, hvordan de politiske snore er bundet og kritisk undersøge, om de kunne være bundet anderledes.

 

Og jeg vil heller ikke male, for hvis sandheden skal frem, har jeg aldrig været særligt god med en pensel. Til gengæld kan jeg male billeder med mine bogstaver. Jeg ved, at en god tekst kræver skarpe eksempler, tydelige billeder og præcise ord. Dem kan jeg finde ud af at skabe.

 

Derfor vil jeg ikke være kunstner, men journalist.

 

Men jeg har stadig meget at lære. Derfor søger jeg praktik som skrivende journalist. Du kan læse mere om mig her og se, hvad jeg har lavet, her.